Du kan lære at håndtere stress. Stress er en reaktion i din krop, som du kan regulere – når du ved hvordan.
Tegn på at du er stresset er f.eks. ufrit åndedræt, hjertebanken, forstyrret søvn, tankemylder, “kort lunte”/agression, glemsomhed, dårlig fordøjelse mm. Du tager mere på dig, end du kan klare, og mærker, at det er for meget – men du gør det alligevel. Du overhører behovet for fred, ro, hvile og at nyde fordi du lige skal nå noget, har endnu en aftale osv. Du har en fornemmelse af at “noget” kører afsted med dig hele tiden, og du kan ikke slappe af, når du endeligt sidder stille, for så kører tankerne, om det du skal huske, det du skal nå og alt muligt andet – som måske holder dig vågen hele natten.
Der går længere og længere tid mellem du føler glæde ved noget – eller nogen for den sags skyld. Livet kan virke farveløst og som en endeløs række af aftaler, krav og pligter som du skal nå eller tjekke af. Det der skulle være gode, nærende oplevelser, bliver bare endnu en opgave på “to do” listen.
Mange mennesker oplever, at de pludseligt “ikke kan mere” eller at det f.eks. er arbejdsgiveren, der siger stop og sygemelder dig. Lige pludseligt kan man ikke overskue at tage hånd om sit arbejde, sin familie, måske er dele af din krop følelsesløse eller har “sovende”fornemmelser, du ryster, bliver svimmel, græder over de mindste udfordringer, kan ikke overskue noget – måske ikke en gang at gå ud af din seng om morgenen. Men set i bakspejlet har der ofte været mange signaler undervejs. Stress hormoner nedsætter følsomheden i kroppen og psyken, så vi mærker os selv lidt på afstand, og gør os i stand til at “køre videre” til vi ikke kan mere.
Stress i kroppen reguleres af det autonome nervesystem, uden vi behøver tænke over det og udenom vores vilje. Det autonome nervesystem er delt i to. Den ene del skaber stress reaktioner i kroppen – gør kroppen klar til “kamp eller flugt” med bl.a. hormonet adrenalin. Adrenalin udløses i kroppen både når vi er normalt aktive f.eks. løber en tur, dyrker fitness – men også af alt hvad vi oplever som truende f.eks. tanker eller følelser, for mange opgaver, for mange aftaler.
Den anden del af det autonome nervesystem sørger for kroppens (og vores) behov for at slappe af, sove, spise, drikke så kroppen og psyken kan bygge sig selv op gennem bl.a. hormonet oxytocin. Oxytocin kaldes også “tilknytninghormonet” og gør os sociale, omgængelige, fredelige. Hormonet udløses også af lette berøringer og tryk, der er en del af en psykomotorisk behandling.
Jeg formidler stresshåndtering med en kombination af psykomotorisk behandling – en hjælpende hånd udefra til at sænke dit stress niveau – mindfulness meditationer, konkrete kropslige øvelser og teknikker som du selv kan bruge til at håndtere og reducere dit stress niveau. Find forløb og priser her.
Elementerne i stresshåndterings forløb eller sessioner er:
Psykomotorisk behandling er manuel behandling, der påvirker kroppen ved at påvirke sansenerver at hud, muskler og led for at balancere det autonome nervesystem – reducerer stress symptomer både akut og over længere tid ved regelmæssig behandling.
Igen at kunne (og turde) mærke sin krop, og det der foregår i den.
Psykomotorisk behandling foregår udenpå tøjet, du er dækket af tæpper og støttet af puder. Jeg bevæger kroppens led, påvirker hud og muskler med tryk af forskellig dybde og strækker både muskler og led. Behandlingen er rolig, så du har tid til at mærke, hvad der sker i kroppen og hvordan dine spændinger og bevægelighed er. Behandlingen giver dig mulighed for at træne bevidsthed i kroppen, og at kunne skelne hvad du mærker – om spændingen føles fysisk eller psykisk – og sammenhængen mellem spændinger, følelser og tanker. Læs mere om behandlingsformen her.
Mindfulness mbsr er meditationer der bl.a. gør dig opmærksom på dit åndedræt. Åndedrættet hænger sammen med dit autonome nervesystem. Du kan bruge dit åndedræt til at regulere dit stress niveau. Mindfulness træner din opmærksomhed på kroppen og at være til stede fra øjeblik til øjeblik. Vi arbejder med forskellige meditationer, for at finde dem der passer bedst til dig.
Kropsterapeutiske øvelser giver dig konkrete eksempler på, hvordan du kan bruge, opmærksomhed på det der foregår i din krop til at blive mere bevidst om, hvordan du kan håndtere situationer, der skaber stress reaktioner i dig, på andre måder.