Beskrivelse
Dance of life bevægelsesterapi – den helbredende kraft i bevægelse
Din krop taler hele tiden til dig fra de dybere lag af din bevidsthed og sanser direkte ind i dette øjeblik – som din krop altid har gjort.
DANCE of LIFE konceptet kom til live som en intuitiv ide, fordi jeg havde ondt i venstre hofte. Jeg var i gang med at uddanne mig til psykoterapeut. I en periode havde jeg ondt i venstre hofte hver gang jeg kørte hjem efter en uddannelses session. Jeg spurgte om vi kunne arbejde med hvad det var i den hofte.
Jeg ved at krop og psyke er et og det samme, så jeg var sikker på, at min krop prøvede at trænge igennem til min bevidsthed og frem sprang på papiret “den grønne danser”. Jeg havde i årevis drømt om at genoplive et fag fra min uddannelse til afspændingspædagog: Fri Dans og Bevægelse.
Jeg havde haft så mange store indre oplevelser med at bevæge mig, indsigter og klarsyn og helt enkelt også bare glæden ved at bevæge min krop lige som jeg har lyst til, mærker impuls til.
Du bliver overrasket over, hvor meget du egentligt kan huske. Eller rettere hvor meget din krop kan huske om dit liv gennem følte fornemmelser, kropslige sansninger.
Dine første oplevelser af livet er sanselige uden ord. Ord, tænkning, sansning, følelse som et flydende felt.
Mange bliver overraskede over, at møde livskraften, ressourcerne, glæden i kroppen på lige fod med svigt, afmagt, hjælpeløshed. På den måde er det en helstøbt oplevelse at gå til kroppen. Din krop viser dig veje, du ikke kan tænke dig til, gennem den følte fornemmelse. Vi kan bevæge vores livsoplevelser og få adgang til den oplevelse vi har på sanseplanet, som er koblet med det ubevidste og er mere direkte og dualistisk. I kroppen som er i kontakt med væren, essens, sjæl, kerneselv eller hvad vi foretrækker at kalde det oplever vi i helheder. Smerten men også gaven, svagheden og sårbarheden men også kraften, sorgen men også glæden.
Gennem fri dans og bevægelse og andre kreative udtryk kaster du lys på de ubevidste mønstre, der begrænser dig og skaber smerte i dit liv.
Når du kan se mønsteret, får du mulighed for at vælge noget andet, en anden vej – og skridt for skridt bevæge dig i en mere livfuld retning der er mere i overensstemmelse med dit sande selv, din essens.
Krop og Psyke er uløseligt forbundet. Alle oplevelser i vores liv, alle erindringer lagres med en motorisk og sensorisk erindring.
Når vi vender tilbage til vores oplevelser i erindringen, er det en genopfindelse eller “genafspilning” på tankeplanet. Tanker er meget flygtige og går på afveje og forsøger at få verden til at hænge sammen gennem rationale og logik, rigtig og forkert, må, må ikke, skal, skal ikke, burde, burde ikke osv.
Når vi vender tilbage til vores oplevelser gennem den kropslige, den motoriske og sensoriske erindring, vender vi tilbage til den rå, sansede oplevelse, som bare er, som den er. Oplevelsen kan gøre mere ondt, fordi den er tættere på sandheden og meget af det der foregår i vores sind på tankeplanet er et forsøg på at undgå smerte og lidelse. Men når vi går til smerten fra kroppen, er der hele kroppens blide, favnende og ikke dømmende nærvær at rumme og møde smerten i.
Kroppen husker det bevidstheden glemmer. I kroppen mærker og føler vi. Følelser mærker vi kroppen som sammentrækning eller udvidelse. Følelser og sansninger der er forbundet med lidelse og smerte mærkes ofte som sammentrækninger, stramninger, kvalme, trykken, spænding, kulde, stramhed, lukning, hårdhed mm. Bevægelserne går indad.
Følelser der er forbundet med nydelse er ofte forbundet med varme, frihed, lethed, liv som summen, vibreren, pulseren. Bevægelserne går ofte udad og åbner op.
Erfaringer fra det virkelige liv med klienter og kursister der har deltaget i Dance of Life sessioner enten som enkelt person eller som deltager i en gruppe.
På sanseplanet bevæger vi den direkte oplevelse og får adgang til nye niveau i enhver oplevelse gamle såvel som for nylige og dem som opstår i øjeblikket.
Ethvert oprindeligt stammefolk har brugt dans og bevægelse som forløser af energi. Dance of life er ikke dans i gængs forstand, men netop en bevægelse af liv og livet som vi lever lige nu og har levet det.
Dance of Life sessioner kan være individuelle eller gruppeorinterede. Gruppesessionen består af meditation, opvarmning af kroppen gennem øvelser og fri bevægelse, øvelser hvor man bevæger et livstema som vi reflekterer over gennem tegning og at dele sin oplevelse med gruppen.
Individuelle sessioner tilrettelægges ud fra den enkelte klient. Den består af følgende elementer samtale, bevægelse og tegning.